Uddrag af Mønsterbryder – biografi og betragtninger
1) s. 96-101.
Sagen var jo den, at en ansættelse i ministerium eller andre offentlige forvaltninger krævede 1. karakter, så at denne aktuelle karakter kunne blive afgørende for ens livsforløb, men hertil kom en yderst væsentlig ting for min allernærmeste fremtid, nemlig betingelsen for at få det legat, der betegnes som det store kommunitet. Der var ikke noget, der hed SU.
Det store kommunitet var et pengelegat med ret til bolig på Regensen, der ligger inde i København over for Rundetårn, eller på Studentergården, der lå på Tagensvej 15, over for Militærhospitalet. Jeg kan af et regnskab fra 1949/50, som jeg har opbevaret til i dag, se, at jeg fik 125 kr. om måneden eller 1.500 kr. om året. Legat og bolig var givet for tre år, men jeg havde tilkendegivet, at jeg regnede med at færdiggøre studiet på to et halvt år, så pengene for det sidste halve år, 750 kr., blev udbetalt ad 3 gange med 250 kr. Der skulle betales husleje, men jeg kan se af regnskabet, at jeg også har fået huslejegodtgørelse.
Kommunitetet
En til Universitetet knyttet Kapital, hvis Renter (250,000 Kr.) hvert Aar af Konsistoriums Stipendieudvalg bortgives til dygtige og trængende Studenter. Kommunitetsstipendierne uddeles dels som „det store“, dels som „det lille Kommunitet“. Det store Kommunitet bestaar af en aarlig Sum af 900 Kr. + Ret til at bo paa Regensen eller Fribolig paa Studentergaarden eller Kvinderegensen. De mindre Stipendier er dels paa 600, dels paa 400 Kr. aarlig. Desuden nogle Boglegater. Kilde: Ordbog for Russer. Kbh.: Ejnar Munksgaard, 1941.
Endvidere har jeg fået et middagslegat til betaling af udgiften til gangens fælles kogekone, der kom og lavede varm mad på hverdage. Endelig kan jeg se, at jeg op under jul i 1949 har fået et rejselegat på kr. 28,-. Gad vide, om det har været penge til hjemrejsen til Ålborg i julen.
Kommunitetet blev indstiftet af kong Frederik den 2. I mit leksikon står, at legatet er en forløber til vore dages SU. Men kommunitetet blev kun givet til understøttelse af studenter ved Københavns Universitet.
Med hensyn til bolig kunne jeg som anført vælge mellem Regensen og Studentergården. Jeg besigtigede begge steder og besluttede mig for Studentergården. På Regensen hørte der til boligen oprindelig to værelser per beboer, men på grund af den store mangel på udbudte værelser i København måtte man nøjes med et værelse til hver. En allerede boende student havde krav på det inderste værelse, og den nytilkomne måtte tage til takke med det forreste værelse. Det betød, at hans værelse var gennemgang til det inderste værelse for den der boende student og hans gæster. I øvrigt var der ret mørkt, syntes jeg.
Livet på Studentergården er koncentreret omkring elleve køkkener med tilhørende gange. Gangene har siden langt tilbage, dvs. fra 1930’erne og 40’erne haft hver sit navn, uden at eftertiden har kunnet finde nogen sandsynlig begrundelse for det specifikke navn. Da jeg flyttede ind, det var mens der endnu var sommerferie, var der midlertidigt et værelse ledigt på Psykopatgangen. Ved semestrets begyndelse flyttede jeg ind på Abortgangen, hvor jeg boede resten af min studentertid. Denne gang lå på 2. sal, oven over Kannibalgangen og neden under Troglodytgangen. Kannibaler ved vi, hvad er, troglodytter er ikke almenviden, men en troglodyt er en huleboer.
Studentergårdens efor siden 1982, Bent Jørgensen, har prøvet at efterforske historien om navnenes oprindelse, og jeg tillader mig at citere hans beretning om Abortgangen fra Studentergårdens hjemmeside:
»Abortgangen er navnemæssigt Gårdens smertensbarn og så afgjort det navn, som er omgivet med størst mystik. Det er den gang, som tidligst omtales med et eget navn. Allerede i november 1925 omtales den i gårdprotokollen som Kongegangen, et navn der naturligvis har relation til, at her findes Christian X Værelse … Men dette navn bider sig tilsyneladende ikke rigtig fast … Derimod synes Kulturgangen at have været i brug i nogen tid. Første gang dette navn overhovedet bruges, er som nævnt i 1930 om Kannibalgangen, men i 1936, 1937 og igen i 1941 har jeg fundet dette hæderlige navn brugt om Abortgangen. I 1941 optræder navnet i forbindelse med en større rundspørge, som gangens beboere har sat i gang over for tidligere beboere for at få belyst så interessante emner som brug af øgenavne. Der er ikke antydning af aborter. Så når vi frem til 1. oktober 1948, hvor der pludselig i Gårdprotokollen står:
Ang. 3 grønne vinglas!
For ca. 1 måned siden lånte jeg tre sådanne, som efter brugen blev stillet ned i køkkenet til opvask (Abortgangens køkken). Ejermanden fortæller mig i dag, at ...
Også her står man så med det færdige navn som en selvfølge. Og at fornemmelsen passer bekræftes af en gammel beboer, der oplyste mig, at da han flyttede ind på gangen i 1943, havde den allerede navnet Abortgangen. Vist nok oplyser han, fordi en tidligere beboers kæreste engang havde aborteret. Her står vi forskningsmæssig i dag. Mit gæt er, at navnet er blevet til i et af de første år i 40’erne.«
Mit bidrag til den historie er alene, at da jeg flyttede ind i 1949, hed gangen Abortgangen.
Efter min erindring boede der omkring 100 studerende på Gården i min tid. De studerende valgte deres eget gårdstyre med en oldermand i spidsen. Der er fem medlemmer i dette gårdstyre, og de har følgende betegnelser for deres kompetenceområder: vingårdsmester, økonomigårdmester, idrætsgårdmester og ordensgårdmester, foruden nævnte oldermand. Jeg blev valgt til idrætsgårdmester.
Jeg havde altså et værelse på Abortgangen. Værelset var delvis møbleret. Der var håndvask på værelset. På gangen var et rum med flere toiletter, men fælles – ligesom der var brusebad, også til fælles afbenyttelse. I lejebetalingen var inkluderet varme, lys og rengøring. Der var et fælles køkken, hvor vi hver havde et køkkenskab, som man låste af. Hvis man ønskede sine sko pudset, skulle man stille dem uden for sin dør. Så blev de pudset af nattevagten. Der var en festsal, læsestue og musikstue. Mens jeg boede der, blev festsalen udsmykket af maleren William Scharff. Gården havde egen tennisbane, og i kælderen var der en bordtennisstue. På gangen var der en fælles telefon.
Det var således et yderst komfortabelt sted at bo. På læsestuen lå hver dag dagens aviser til gratis afbenyttelse. I køkkenet var der porcelæn, bestik, gryder og pander samt blus stillet til rådighed.
Der kan være anledning til en nærmere omtale af fælleskøkkenets funktion. Som anført hørte der til hvert køkken det fornødne porcelæn m.m. til at dække behovet efter antallet af beboere på gangen. Ved starten af det nye semester, hvor der var kommet indflyttere ind, blev der udnævnt en såkaldt køkkenfis og en mælkelort. Lidt vulgære betegnelser, der godt kan være udtryk for, at man ikke anså de to job som særlig estimerede. Mælkelortens opgave var at afhente havregryn, mælk og andet til morgenmad beregnet til gangens øvrige beboere. Jeg anslår, at der på en gang boede en halv snes studenter.
Det ansås ikke for nogen særlig krævende opgave at være mælkelort. Det lå lidt anderledes for køkkenfisen. Han skulle sørge for, at der stedse var porcelæn nok i det fælles køkkenskab. Hvor skulle han så skaffe manglende porcelæn? En lille hændelse beskriver det: Vores gangs køkkenfis gik en meget tidlig morgen på jagt i en anden gangs køkken. Han bar en stor forsyning tallerkener foran sig i sine arme og gik fornøjet ind gennem vores gangdør i den ene ende af gangen. Da han kommer igennem døren, ser han hen ad gangen mod sin egen køkkendør, og ud herfra træder køkkenfisen fra den gang, hvor vores lige har hentet en solid stabel tallerkener, og den fremmede køkkenfis bærer foran sig i sine arme en solid stabel af vores køkkens tallerkener.
Disse porcelænsskabe var vistnok i princippet aflåste, men det blev der jo nok sløset noget med. Jeg boede den første måned på Psykopatgangen, der lå på 3. sal i en anden fløj end Abortgangen. Mens jeg boede på Psykopatgangen, bemærkede jeg, hvor de gemte nøglen til låsen på deres porcelænsskab. Da jeg så efter at være flyttet ind på Abortgangen skulle supplere gangens forsyning af tallerkener, der efterhånden var i miserabel stand, tog jeg ved nattetide mine tennissko på og sneg mig i nattens mulm og mørke til at fjerne en hoben tallerkener fra Psykopatgangens porcelænsskab og skyndte mig tilbage til mit eget køkken, deponerede tallerkenerne der og gik i seng uden at tænde lyset. Jeg observerede nemlig under tilbageturen, at der tændtes lys i køkken og på gang på 3. salen. Jeg slap altså fra udåden med held.
Erfaringen var den, at hvis ikke jeg opfyldte min pligt som køkkenfis, risikerede jeg at blive fanget af de øvrige beboere, blive båret ned ad trapperne på de andres skuldre og fuldt påklædt blive sænket ned i badekarret nede i kælderen, hvor karret var fyldt op med koldt vand.
Jeg oplevede noget af en sådan seance en eftermiddag, hvor jeg sad og bogede på mit værelse, da et optog, der var udgået fra Fjerdesalen passerede forbi min dør. Der blev sunget rytmisk »Volga, Volga, Volga, Volga« og fortsat med rytmiske brummelyde. Der var seks mand, der bar delinkventen højt oppe på skuldrene. De fortsatte hen ad gangene ned i kælderen, hvor badet var beredt. På Fjerdesalen, det var dens navn og beliggenhed, havde de som gangstyre det, der kaldtes kongerige. Jeg husker ikke, hvem der var Konge. Hos os havde vi et styre med en Mufti i spidsen. Vores daværende Mufti var også medicinmand, dvs. hos ham kunne man rekvirere hovedpinetabletter, sovepiller og andet. I øvrigt havde Gården sin egen praktiserende læge, en tidligere gårdbroder. Jeg har vist ikke nævnt, at vi kaldtes gårdbrødre.
Om sommeren spillede vi tennis på Gårdens bane. Om vinteren spillede vi håndbold og dyrkede gymnastik i en sal på Nørre Allé. En eller to gange om året spillede vi fodbold mod et hold fra Regensen. Der blev afsluttet med en 3. halvleg, hvilket bestod i nogle solide stykker smørrebrød med øl og snaps. Kollegierne skiftedes til at stå for festen. Jeg var med engang, hvor festen holdtes på Regensen. Vi arrangerede ølstafet, idet de elleve mand fra hvert hold stillede op i to rækker. Hver mand havde en flaske øl i hånden, og så begyndte hvert holds første mand med at sætte flasken for munden. Den skulle så tømmes hurtigst muligt, og når en deltager tilkendegav, at hans var tømt, skulle han holde den over hovedet med bunden i vejret, så at en eventuel rest af øl løb ned over hoved og nakke. Det gik så selvfølgelig ud på, at ens hold skulle være først færdigt. Vi sejrede, og vores sidste mand havde lige råbt »Vi har vundet«, og så brækkede han hele øllen op igen! Det var inde på Regensens bibliotek.
Vi havde samarbejde med universitetet i Lund, idet vi skiftedes til at have et par dages ophold hos hinanden, hvor vi udkæmpede en håndboldkamp. Da jeg var idrætsgårdmester, skulle jeg udtage holdet for Studentergården. Jeg mente nok, at jeg kunne udtage mig selv, da jeg bildte mig ind at have den fornødne standard, eftersom jeg havde spillet hele vinteren. Men som idrætsgårdmester skulle jeg alligevel med på turen, der var gratis og indebar en behagelig afveksling i det lidt monotone studereliv, så jeg udpegede en anden som spillende deltager. Vi boede på hotel, vi spillede kampen og tabte som det danske landshold plejede, vi var til en stor og flot middag på restaurant med deltagelse også af diverse notabiliteter fra Lunds universitet. Jeg holdt tale, som det påhvilede mig, jeg husker ikke indholdet, men noget af den gik vist ud på, at vi på grund af den tyske besættelse ikke havde haft optimale træningsvilkår, men desuagtet måtte erkende nederlaget til et bedre hold. Nogle fra vores hold havde kærester, varige eller til lejligheden. Jeg var single, men fik i min egenskab af holdleder udpeget en svensk studine til borddame. Så vidt jeg husker, var hun en høj, ranglet person. Hun »holdt på at utgi en digtsamling« og skulle i øvrigt rejse til Paris den følgende dag. På høvisk vis fulgte jeg hende til sporvognen ved midnatstide og gik så tilbage til selskabeligheden. Jeg kan ikke i dag sige, hvor den foregik, jeg siger, at det var i katakomberne i Lund under universitetet eller domkirken. Det var i et kælderrum, stort med søjler og hvælvinger. Det blev sagt, at værterne havde tretten forskellige slags akvavit. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke smagte dem alle.
Senere var der så returkamp hos os med tilhørende ophold og festligheder. Sjovt nok husker jeg ikke så meget fra den lejlighed, men jeg har en forestilling om, at nogle svenske studenter gik på bordene, der var opstillet i vores festsal. Men denne forestilling er ikke særlig underbygget!
Der var perioder, hvor vores kogekone holdt fri, så vi måtte skaffe os de varme måltider enten ved egen produktion i vort køkken eller ude i byen. Det var i tider, da der ikke var undervisning på universitetet eller læreanstalter, ligesom hun ikke kom på søndage og helligdage. Et meget benyttet sted var »Kannibalen« i Nørregade, der netop var beregnet på studerende, og et måltid varm mad var billigt der. Jeg husker ikke, om der også var tilsvarende lukket her, men det tror jeg, eftersom jeg erindrer, at jeg har spist på folkekøkkener og KFUM. Morgenmaden og frokosten stod vi jo selv for. Det var overkommeligt at lave, og i portindgangen havde vi en forretning, hvor vi netop kunne købe de fornødenheder, som skulle bruges til disse måltider, der var forholdsvis beskedne.
2) s. 119-120
Der var en anden begivenhed, som blev traditionel for os i de kommende år. Det er fremgået af de forrige sider, at jeg boede på Studentergården i en del af min studietid. Studentergården blev etableret i 1923, og man kunne jo så træffe folk, der var i erhverv og havde været gårdbrødre. Det viste sig, at en del af disse gårdbrødre havde etableret sig i Nordjylland, som læger, advokater, gymnasielærere, forstandere på forskellige institutioner og så videre, og en betragtelig del af disse mødtes en gang om året og fejrede det meste af en dag sammen. Man aftalte forud, at man gav møde hos en af deltagerne til kaffetid om eftermiddagen, og så mødtes man efter en regulær udflugt hos en anden af deltagerne. Det gik så på skift år efter år. Efter indtagelse af kaffen kørte man i biler til en eller anden geografisk, biologisk eller på anden måde seværdig lokalitet. Ofte var det et sted, hvor gymnasielærere havde rige udfoldelsesmuligheder. Da vi havde selskabet til kaffe her i Dronninglund, blev udflugten lavet til Sømosen.
Da Karin og jeg var med første gang, var festlighederne i en præstegård. Sammenkomsterne var på egen kost, så man måtte medbringe noget spiseligt, såvel som drikkeligt. Af drikkevarer medbragte vi ved denne lejlighed en pilsner og et eller andet i en flaske uden alkohol. Det var jo i en præstegård. Men det skulle vise sig, at de gamle deltagere var anderledes robuste. Foruden øllerne var der snapsene, og jeg kunne i løbet af dagen rigtig mærke atmosfæren fra Studentergården, for at sige det på en stilfærdig måde. Karin og jeg var kommet dertil i en bus, men kørte hjem med nogle af de andre fra selskabet. Det blev en mindeværdig dag. Der var indtil flere veltalende fyre, der med en god del humor og ironi ytrede sig til fælles underholdning. En enkelt af deltagerne var primus motor i arrangementerne. Efter en del år døde han, og der var efterhånden ikke nogen, der havde den fornødne energi til at tage initiativet. Men givtigt havde det været.
Biografi
Navn: Ernst Arthur Christiansen.
Født 1926 i Vejgaard, Aalborg.
1942 mellemskoleeksamen, Vejgaard Østre Skole.
1943 realeksamen, Vejgaard Østre Skole.
1943 påbegyndt gymnasiet på Ålborg Katedralskole.
1944 medlem af gruppe i modstandsbevægelsen.
1946 studentereksamen fra Ålborg Katedralskole. Samme år flyttet til Rungsted. Påbegyndt jurastudiet ved Københavns Uniersitet.
1946/47 godtaget efter særskilt session som militærnægter, siden hen anerkendt anmeldelse til deltagelse i Civilforsvaret.
1947 flyttet til Thorvaldsensvej, Frederiksberg.
1949 tildelt legatet "Det store kommunitet" med ret til bolig på Studentergården, hvortil han flyttede i september 1949.
1952 januar juridisk embedseksamen.
1952-53 aftjening af værnepligt ved Civilforsvaret i Hillerød.
1953 sagførerfuldmægtig Hjørring.
1956 sagførerbestalling, samme år bestalling som landsretssagfører.
1957 ansættelse som advokatmedhjælper i advokatfirma i Sæby, indtil udgangen af december 1961.
1962 januar til 1992 januar selvstændig advokatvirksomhed i Dronninglund.
Siden ophøret brugt tiden på forskellig hobbyer, maling med olie, akryl og akvarel, kurser i mange år ved Ålborg Universitet.
2009/10 skrevet selvbiografien Mønsterbryder, 200 sider, hvoraf de sidste 50 sider indeholder afbildninger af et antal af mine malerier.
1954 gift med Karin, f. Iversen, med hvem jeg har sønnen Torben, f. 1955, uddannet som cand.mag. i dansk og ligvistik, nu redaktør, samt datteren Vibeke, f. 1958, uddannet som sygeplejerske, nu afdelingssygeplejerske i Ålborg.
Forlaget Nordpress, 2010. 200 sider.
ISBN 978-87-89109-85-5.
Pris kr. 300,- + forsendelsesomkostninger kr. 75, i alt kr. 375,-.
Beløbet indsættes i Danske Bank på reg.nr. 3705, kontonr. 3705 189 536.
Husk at angive navn og adresse sammen med betalingen.
Bestilling kan også ske ved henvendelse til:
Ernst A. Christiansen
Lundagervej 17
9330 Dronninglund
Tlf. 98 84 28 11
ernstachristiansen@gmail.com
Man kan desuden henvende sig til:
Torben Christiansen
Børglumvej 12
2720 Vanløse
Tlf. 38 74 05 11
tc@post.tele.dk
